Byg flot køjeseng af 4 plader

Fire plader på 1,8 x 122 x 244 cm. og en bunke skruer er alt, hvad du skal bruge for at lave en flot køjeseng, der passer perfekt til rummet.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
25 timer
Pris
2000 kroner
Køjeseng

Her kan du se, hvordan 4 simple skæreplaner bliver til en flot køjeseng.

Intro

Her giver vi dig opskriften på den perfekte køjeseng til børneværelset.

Ud over mulighed for to sovepladser er der også indtænkt smart opbevaringsplads i trappestigen, der fører op til den øverste soveplads. Den udførlige skæreplan og overskuelige samlevejledning gør det nemt at se, hvordan de fire plader kan blive til et flot møbel på børneværelset.

Den flotte køjeseng er designet af Jacob Storgaard Jensen.

Vejledning

Sådan samler du sengen

Køjesengen er opbygget af tre hovedmoduler: trappedel, bundramme og sengeramme. Til at starte med samles trappedelen, og herefter samles det, som vi kalder bundrammen.

Til sidst samles sengerammen, hvor listerne, der skal bære bundpladen, også monteres. Når alle hoveddelene er samlet, skal du starte med at skrue trappedelen og bundrammen sammen.
Efterfølgende kan sengerammen sænkes ned i bundrammen, hvor den nemt kan monteres med skruer fra indersiden. Til sidst er der rig mulighed for at lave opbevaring i form af skuffer eller kasser mellem trinnene.

Monteringstips

Bor for alle steder, inden der skrues – så undgår du, at pladen flækker, og skruehullerne er nemmere at spartle inden maling. Skal sengen fremstå ubehandlet, kan du med fordel lave en undersænkning med et forsænkerbor. Det giver et flot slutresultat.
Hvis du har en lamel-/samlingsfræser og lyst til at gøre lidt ekstra ud af det, så kan alle samlingerne forstærkes med fladdyvler eller dominobrikker.

  1. Start med at fastgøre trinnene (B1, B2, B3, B4 og B5) til trappevangen (A1). Der er 25 cm fra overkanten af et trin til overkanten af det næste – altså 24,1 cm mellem hvert trin.

  2. Montér bagbeklædningen (B). Bagbeklædningen skal, ligesom trinnene, sidde imellem de to trappevanger. Den skrå kant på bagbeklædningen skal vende opad, så den følger trappens forløb.

  3. De to ben modsat trappen (C + C1 og C2 + C3) skal samles vinkelret på hinanden. Lim og skru delene sammen – husk at bore for!

  4. De to enkelte ben tættest på trappen (C4 + C5) skal monteres på trappevange A1. Benene monteres, så de sidder glat med trappevangens lodrette del (der skal være 73,6 cm mellem de to ben).

  5. Mellemstykkerne til sengens bundramme (D, D1 og D2) kan med fordel dyvles sammen med sengebenene. Alternativt kan du samle delene med hulbeslag, som monteres på den indvendige side med små skruer.

  6. Skru lister (E + E1) på indersiden af sengerammen hele vejen rundt. Disse lister skal bære selve sengepladen/sengelamellerne, så de skal naturligvis fæstnes grundigt. Vi anbefaler, at dimensionen på listerne minimum er 45 x 45 mm.

  7. Delene H, H1, G og G1 skal nu samles. Lim delene, inden du skruer dem sammen. Hvis du sørger for at holde skruerne minimum 9 cm fra overkanten, bliver alle skruehullerne skjult af bund­rammen til sidst.

  8. Skru bundrammen og sengerammen sammen fra indersiden, så skruerne ikke kan ses. Det er vigtigt, at skruerne sættes tæt – det er dem, der skal holde konstruktionen sammen. Sengerammen skrues også sammen med trappedelen.

Materialer

4 plader 18 mm birkefiner på 122 x 244 cm

Desuden

  • Lim
  • Skruer

Specialværktøj

  • Bordrundsav
  • Dyksav + føringsskinne
  • Lamelfræser

Tidsforbrug

25 timer.

Pris

  • MDF: ca. 2.000 kr.
  • Krydsfiner: ca. 2.800 kr.
  • Birkefiner: ca. 5.000 kr.

Sværhedsgrad

Opgaven kræver erfaring med dyksaven, og så skal du være skarp, når du måler op.

Skæreplan

Skæreplanen her er lavet med udgangspunkt i, at der anvendes plader med en bredde på 122 cm og en længde på 244 cm. Der kan bruges krydsfinerplader i forskellige træsorter, fx birk, bøg eller douglas.
Sengen kan også bygges i MDF- eller spånplader.

Vi anbefaler, at du anvender plader, der har en minimumstykkelse på 18 mm. Det sikrer en stabil konstruktion, og at der er materiale nok at skrue i, når det hele skal samles.

Målene kan nemt tilpasses, så de passer perfekt til jeres værelse. Skal sengen være bredere eller højere, kan det være nødvendigt at købe en plade mere.

3D-model

Video

VÆRKTØJ: Sådan bruger du bordrundsaven

I videoen her lærer du, hvordan du arbejder med saven. Savebordet og de mange indstillingsmuligheder giver mulighed for at save lange, præcise snit - både lige og i vinkel og i forskellige dybder og bredder - så du kan flække lister og brædder på langs, lave riller i brædder, skære mindre plader præcist til og meget mere.

Video

VÆRKTØJ: Sådan bruger du dyksaven

I denne video lærer du tømrerens favoritsav at kende. Dyksaven føres altid langs med en føringsskinne, der sørger for et præcist snit - uanset om det skal være lige eller vinklet, Om det skal være gennemgående eller ej. Eller om det starter ved kanten eller midt på et emne. Det gør saven oplagt til alt fra riller i et bræt til renskæring langs kanten, når terrassebrædderne er lagt.

Video

Tips og Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Senge